Svømmeskolen

I svømmeudvalget har vi valgt at udvikle vores egne svømmebeviser i samarbejde med vores hjælpetrænere og trænere. Beviserne erstatter “Min Svømmebog”, som vi har valgt at stoppe arbejdet med i efteråret 2025.

Svømmebeviserne er tilpasset vores egne hold i svømmeskolen, så de afspejler den måde, vi arbejder med læring, tryghed og udvikling i vandet på. Hvert bevis beskriver, hvad børnene har arbejdet med på deres niveau – både tekniske færdigheder og generel vandtilvænning.

Formålet er at give børn og forældre et konkret og positivt udgangspunkt for at følge barnets udvikling, uanset alder og erfaring i vandet.

Et vigtigt fokuspunkt i svømmeskolen er også livredning. Vi har besluttet, at livredning skal indgå på alle niveauer – naturligvis tilpasset børnenes alder og kunnen. Det betyder, at børnene gennem leg og øvelser lærer om sikkerhed, samarbejde og ansvar i og omkring vandet, som en naturlig del af undervisningen.

Svømmebeviserne skal samtidig gøre det nemmere for forældre at vælge det rette hold, når barnet skal tilmeldes til den kommende sæson. Beviset giver et klart billede af, hvad barnet allerede mestrer, og hvad næste skridt i svømmeskolen kan være.

Svømmebeviserne er udviklet, så de passer til vores klub og pædagogiske tilgang – hvor fællesskab, tryghed og glæde ved vandet danner grundlag for svømmeundervisningen. De skal være en motiverende afslutning på sæsonen og et synligt bevis på barnets fremskridt og indsats.