Vedtægter
Vedtægter for Alhedens Idrætsforening
§1 Navn og hjemsted
Foreningens navn er Alhedens Idrætsforening (AIF).
Adressen på foreningen: Trehusevej 5, Frederiks, 7470 Karup J.
Idrætsforeningen er stiftet d. 10. februar 1922.
§2 Formål
Foreningens formål er at udbyde fodbold, håndbold, gymnastik, svømning, esport, badminton, mountainbike, spinning, padel, løb, gang og anden idræt for alle aldersgrupper.
Foreningen har derudover til formål at være en aktiv medspiller i det lokale miljø, bidrage til det lokale fællesskab og fremme medlemmer såvel som øvrige frivilliges engagement i foreningens arrangementer og aktiviteter.
§3 Foreningens opbygning
AIF er bygget op af en bestyrelse bestående af
- Forretningsudvalget, som består af foreningens formand og 3 medlemmer
- Formænd for samtlige udvalg
- En forretningsfører
Generalforsamlingen har den højeste myndighed.
§4 Tilhørsforhold til andre organisationer
Foreningen har mulighed for at opsøge og bruge relevante organisationer i relation til foreningens aktiviteter og drift.
§5 Medlemsforhold
Enhver, som følger foreningens regler og ønsker at deltage i foreningens formål, kan optages som medlem.
Nye medlemmer kan, hvis det relevante udvalg tillader det, få 3 prøvegange på et hold (hvis der er plads) og herefter skal medlemmet tilmelde sig – specielle forbehold fremgår af forretningsordenen.
Medlemmer har stemmeret til generalforsamlingen.
Forretningsudvalget kan, evt. på baggrund af et udvalgs indstilling, vælge at ekskludere medlemmer, hvis medlemmerne ikke handler i tråd med idrætsforeningens værdier.
§6 Kontingent
Kontingent fastsættes af de enkelte udvalg og betales ved indmeldelse.
§7 Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender, medmindre andet fremgår af disse vedtægter.
Ordinær generalforsamling afholdes årligt og inden udgangen af marts måned.
Indkaldelse til generalforsamlingen skal ske med mindst 12 dages varsel og skal annonceres via mail til medlemmer og via mindst ét socialt medie.
Emner der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 6 dage før.
Fremmødte medlemmer og forældre til medlemmer under 15 år har stemmeret og forældre kan derfor opnå flere stemmer.
Generalforsamlingen ledes af en dirigent, som ikke må være medlem af bestyrelsen. Dirigenten afgør spørgsmål og afstemninger og kan bestemme skriftlig afstemning.
Generalforsamlingen skrives til referat som kan findes på foreningens hjemmeside.
Dagsordenen til generalforsamlingen er som følgende:
- Valg af dirigent
- Formandens beretning
- Udvalgenes beretninger
- Aflæggelse og godkendelse af regnskab
- Behandling af indkomne forslag
- Valg af formand, medlemmer- og suppleanter til forretningsudvalget samt bilagskontrollanter
- Eventuelt
Ved afholdelse af generalforsamling skal der senest 21 dage efter indkaldes til det første konstituerende bestyrelsesmøde.
§8 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 1/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt overfor bestyrelsen fremsætter krav herom med angivelse af det emne, som kræves behandlet.
Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest fire uger efter, at kravet er modtaget og indkaldelse skal ske med mindst to ugers varsel og jf. indkaldelse for den ordinære generalforsamling.
§9 Bestyrelsen
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og består af en formand, forretningsudvalget og formændene for de øvrige udvalg.
Der afholdes bestyrelsesmøder minimum kvartalsvis.
Der tages referat til bestyrelsesmøderne som findes på foreningens hjemmeside.
§10 Forretningsudvalget
Forretningsudvalget består af formanden og tre medlemmer som alle vælges for to år ad gangen på den årlige generalforsamling. Det tilstræbes, at ikke mere end to forretningsudvalgsmedlemmer er på valg samtidig. Forretningsudvalget har derudover to suppleanter som vælges for ét år ad gangen.
Forretningsudvalget konstituerer sig selv med næstformand og to medlemmer.
Forretningsudvalget varetager den økonomiske og administrative drift af foreningen, og er ansvarlig for, at alle afdelinger fungerer efter vedtægterne og forretningsordenen, samt de regler der løbende fastsættes af bestyrelsen.
Forretningsudvalget er ansvarlig for, at hele idrætsforeningen udvikler sig og især, at de sportslige udvalg har ressourcer og rammer til at udvikle, planlægge og gennemføre både eksisterende såvel som nye aktiviteter.
Der afholdes forretningsudvalgsmøder minimum kvartalsvis.
Der tages referat til forretningsudvalgsmøderne som findes på foreningens hjemmeside.
For at kunne indgå i forretningsudvalget, skal man være over 18 år. Det er ikke et krav, at man er medlem af foreningen.
§11 Øvrige udvalg
De øvrige udvalg kan oprettes og nedlægges ved behov for at understøtte foreningens formål og er ansvarlige overfor forretningsudvalget.
Et eller flere medlemmer af forretningsudvalget har ret til at deltage i de øvrige udvalgs møder dog uden stemmeret.
De øvrige udvalg konstitueres med en formand og et antal nødvendige udvalgsmedlemmer.
De øvrige udvalg afholder møder ved behov.
For at kunne indgå i et udvalg, skal man være over 15 år med undtagelse af formanden, som skal være over 18 år. Det er ikke et krav, at man er medlem i foreningen.
§12 Forretningsføreren
AIF har mulighed for at købe sig til en forretningsfører.
Forretningsføreren har det daglige ansvar for den økonomiske og administrative drift. Forretningsføreren er ansvarlig over for forretningsudvalget.
§13 Regnskab og revision
Foreningens regnskabsår går fra 1/1 til 31/12 og senest 6 dage før den ordinære generalforsamling skal forretningsføreren indkalde foreningens bilagskontrollanter til gennemgang af driftsregnskab og status.
§14 Tegningsret og hæftelse
Foreningen tegnes af formanden sammen med et bestyrelsesmedlem eller af tre forretningsudvalgsmedlemmer. Forretningsudvalget kan foretage alle dispositioner, dog skal køb, salg og pantsætning af fast ejendom godkendes af generalforsamlingen ligesom lånoptagelse skal godkendes af generalforsamlingen.
Forretningsudvalget kan meddele et udvalg eller en person fuldmagt til at foretage dispositioner på vegne af foreningen.
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen. Bestyrelsesmedlemmer hæfter heller ikke for disse forpligtelser.
§15 Vedtægtsændringer
Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.
§16 Opløsning
Foreningen kan opløses efter vedtagelser på 2 efter hinanden følgende generalforsamlinger med 3 og højest 6 ugers mellemrum, når 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede stemmer herfor.
Foreningens ejendele og formue vil blive fordelt jf. generalforsamlingens beslutning, dog således, at alle midler anvendes til ungdomsaktiviteter i lokalområdet.